tirsdag den 22. december 2015

mandag den 21. december 2015

Gravearbejde påbegyndt - mandag 21. december 2015

Mandag morgen kl 8 havde Kenneth allerede gravet en del ud til faskinen og var i gang med at lægge kassetterne ned i jorden. Faskinen blev færdig på 1 dag.










søndag den 20. december 2015

Bortskaffelse af væltet plankeværk søndag 20. december 2015

Stormen Gorm havde taget et stykke af plankeværket ind til bagboen og de havde væltet resten af det ind på vores grund for at redde deres forholdsvis nyplantede hæk. Kim og jeg havde så glæden af at slæbe det igennem vand, mudder, ler, pløre ud til vejen og op i en trailer og hen på genbrugspladsen, hvor vi igen skulle bære det for at smide det ud ;-) Vi valgte at undlade at fortælle dem, at de havde væltet vores fælles hegn, og at det ifølge hegnsloven er noget man skal være enige om. De tilbød heller ikke deres hjælp i forhold til køre det væk...




1. byggemøde med Jan - søndag 20. december kl 8.00

Vi mødtes med Jan kl. 8 ved grunden og gennemgik det kommende forløb med udgravning og støbning af fundament. Vi nævnte, at vi lige skal have undersøgt om monolith wc'et betyder, at der skal en særlig løsning til i forhold til afløbets placering (halvt inde i væggen?). Det skal vi lige vende tilbage til efter nytår.

lørdag den 21. november 2015

Møde med elektriker i Roskilde onsdag d. 4. november 2015 kl 11.30 - 14

I dag skulle vi mødes med Michael elektriker om elplan for huset (inde og ude). Vi havde brugt aftenen før på at lave vores eget udkast, hvilket var en god idé, men der var stadig mange valg at træffe. Helt overordnet om vi ville hoppe med på det, for Danmark, nye Europa stik. De er dødsmarte og man kan alt muligt med dem og de findes i alle materialer og farver, MEN de er meget store når man er vant til stik fra LK. Det er muligt, at man om nogle år ikke laver andet i nybyggede huse, men de er bare for store.

Vi fik givet en masse input og Michael havde også forslag såsom at forberede til elbil.

Vi modtog oplæg + pris fra Michael lørdagen efter, hvilket desværre var den lørdag hvor Kamille om natten blev syg med opkast. Hele weekenden gik med sygdom og natten til mandag blev Kim dårlig. Så vi fik først meldt tilbage til Michael den følgende torsdag.

Fredag d. 20. november fik vi afsluttet elplanen helt (efter 2 tlf samtaler med Kim for at afklare de sidste ting).

Samme dag blev køkkenordren også færdig - vi havde efter underskrift besluttet at lave om på et højskab så der var plads til en indbygningsmikroovn samt ønsket at få sokkelskuffer under kogesektionen. Dette skulle LL give grønt lys til, hvilket de gjorde (det hjalp at der blot var tale om en merpris ;-)) Pierre rykkede hurtigt og det blev muligt også at færdiggøre køkkendelen d. 20. november.


mandag den 19. oktober 2015

Underskrive materialevalg-seddel - igen 10. november 2015

Efter det første møde med elektrikeren valgte vi at flytte en væg 15 cm for at give bedre plads til en afbryder  + for at klædeskabene i pigernes værelser skulle blive pænere med mindre tilpasning i hver side. Desuden opdagede vi, at det ville være smartere, at døren i soveværelset åbner op den modsatte vej end på tegningen (for at gøre plads til evt. fremtidigt tv på væggen)

LL skulle sige ok, da materialevalget allerede var afsluttet. I samme forbindelse valgte vi at få skrevet ind, at toiletrulleholdere og håndklædekroge skulle være i børstet krom istedet for blank krom. Flemming meldte tilbage med ny materialevalgseddel, som skulle underskrives påny (vel 3. eller 4. gang) og en bemærkning om, at han nu anså materialevalget som værende afsluttet :-)

onsdag den 30. september 2015

Møde med Svane køkken - og en gammel bekendt :-) - 24. august 2015 + 30. september

Lasse Larsen benytter køkkenfirmaet Svane, så det er dem, man skal vælge køkken, bryggers, badeværelsesmøbler, klædeskabe mv. hos.

Vi havde set navnet på den sælger, vi skulle aftale et møde med (Pierre) og tænkte med det samme, at det måtte være den samme Pierre, som vi havde købt køkken hos, hos Invita i Glostrup da vi lavede køkken i lejligheden på Frb i 2007. Ret pudsigt og Pierre er alletiders og super dygtig! Faktisk er han den bedste oplevelse vi har haft i mødet med Lasse Larsen indtil nu. Rigtig fornuftig og imødekommende. Vi regner med, at byggeleder og håndværkere også er alletiders - det er ihvertfald det vi har hørt fra de 3 familier, vi har talt med, som har bygget med LL ;-)

Desværre ligger Svane erhversafdeling i Hillerød. Så det er jo ikke lige rundt om hjørnet, når man bor i Tårnby :-) Vi ankom med en forventning om, hvilket køkken vi skulle have, men endte med at vælge black line. Vi var meget i tvivl om bordpladen. Fornuften sagde hvid compact laminat som kan tåle, at der ligger vand, men vi kan også begge rigtig godt lide træbordplader, som jo hele tiden skal tørres af og vedligeholdes.

Vi endte med at ændre mening flere gange (sorry Pierre) men til sidst besluttede vi os for compact laminatpladen.

Højskabene valgte vi i model glat, som giver en helt plan overflade sammenlignet med black line, hvor der er mellemrum mellem skabene.

Hårde hvidevarerne var et helt kapitel for sig. Pierre havde lavet et oplæg og for nogle af dem valgte vi andre, lidt dyrere udgaver. Fryseren tog vi helt ud, da den skal stå i viktualierummet og dermed kan være en billigere model.

Fra vi mødtes med Pierre første gang, gik der 3 uger til vi modtog tilbud + tegninger, som vi så gennemgik herhjemme og mødtes med Pierre om igen d. 30.09.2015.

Så vi var i Hillerød to gange og mailede og talte i telefon for at afklare vores ønsker (som Pierre var utrolig lydhør over for - uanset hvad det måtte være).

onsdag den 16. september 2015

Byggetilladelse modtaget og materialevalgsmøde 16. september 2015

Og tænk vi troede at det ville være kommunen vi skulle vente på.... men de var kun 4 uger om at godkende ansøgningen mod de forventede 8 uger.



Materialevalgsmøde sammen med Flemming (sælger/rådgiver) og Jan (byggeprojektleder) i Kirke Værløse (3,5 time). Vi havde mange ændringer til tegningen og skulle vælge diverse materialer.

Forud for mødet bad vi om at skifte rådgiver (der er 2 forskellige på Sjællandskontoret) da det ikke fungerede med den vi startede dialogen med.

fredag den 28. august 2015

Grunden helt tom

Intet tilbage

Nedrivning af huset begyndte 26. august - sluttede 28. august

I dag onsdag 26. august ankom den store maskine til nedrivning af huset. Nedrivningsmanden og en arbejdsmand gik det meste af tiden i regnvejr og fjernede hus, flisebelægning, træer, buske mv.

Fredag, mens vi var på arbejde, slog det os, at han nok ikke havde tænkt sig at lede efter den nedgravede gamle olietank, fordi vi ikke havde talt med ham om den (den er dog nævnt på BBR), så vi nåede at ringe ham op, og han fandt den efter at have ledt lidt. Det var lige på et hængende hår, da maskinen ville blive kørt væk fra vores grund fredag aften.

Hele forløbet med at modtage tilbud fra AK nedrivning var rigtig godt og det blev grebet professionelt an. Vi aftalte med dem, at vi kunne lade vaskemaskine og oliefyr stå, og de var rigtig gode til at kontakte os for at aftale nærmere. Problemet var så bare, at det var en anden, der kom ud for at rive huset ned - og efter vores opfattelse var der information, der ikke var blevet givet videre. F.eks den nedgravede olietank, som var med i tilbuddet og derfor efter vores opfattelse jo var noget, der skulle fjernes. Men da Kim og nedrivningsmanden mødtes til opstartsmødet, blev der ikke talt om olietanken, og der var ikke styr på, at den skulle væk.

Oliefyret endte vi dog med at sælge på DBA, men det er en helt anden historie...

Det blev til 7 knækkede fortorvsfliser på trods af afdækning med køreplader, men det hæfter AK Nedrivning så ikke for, da de havde lagt køreplader ud (står med småt nederst i tilbuddet). Efterfølgende opdagede vi en masse glasskår (måske 1000 stks?) fra et af vinduerne, som vi selv med håndkraft måtte fjerne, samt en del murbrokker og knækkede fliser fra grunden. Ting som vi nok havde forventet var ryddet væk som en del af tilbuddet.

Et brønddæksel var også blevet overset og TDC kablet ud til vejen var ikke blevet gravet op, som vi ellers havde talt med ham om, men da det ikke blev skrevet ned på den aftaleseddel, som underskrives ved arbejdets påbegyndelse, er det ikke en del af aftalen. Brønddækslet kom de dog efter efterårsferien og gravede op med en lille maskine (efter flere tlf samtaler med hhv. nedrivningsmanden og AK Nedrivning).

Vi kan kun anbefale AK Nedrivning, men man skal være rigtig opmærksom på, at det man aftaler også bliver udført (det var ikke Vagn eller Rene fra kontoret, som var meget servicemindede, der udførte arbejdet).





fredag den 15. maj 2015

Overtagelsesdagen 15. maj 2015

I dag kl. 12 fik vi nøglerne til huset. Kim mødtes med ejendomsmægleren og kom hjem igen lige bagefter.

Frida havde Smilla fra BH på besøg og vi gik senere allesammen en tur over for at se grund og hus. Pigerne begyndte straks at lave en hule under et lille træ og pyntede den med tulipaner, de plukkede i haven.

Dagen efter flyttede vi en del af de møbler, som stod tilbage i huset (efter aftale med arvingerne) over til os selv på Give Allé. Der var flere fine ting, hvoraf vi har beholdt nogle af dem selv og solgt andre på DBA. Farmor og farmors søster passede Frida og Kamille, mens farfar hjalp os med at flytte tingene.





søndag den 10. maj 2015

Møde med byggefirmaer: HusCompagniet, Lasse Larsen, Eurodan og Lind & Risør

Firmaer vi havde møde med:
  • HusCompagniet d. 21. april
  • Lasse Larsen Byg d. 26. april
  • Eurodan d. 3. maj
  • Lind og Risør d. 10. maj
HusCompagniet var vores første møde med byggebranchen, og vi mødte en rådgiver, der brugte meget energi på at fortælle om pris på ekstrafundering, faskine, bortskaffelse af overskudsjord mv. så vi blev klar over, at vi skulle bruge 200-300.000 kr på "udenomsting" som ikke direkte blev synlige i huset, men som selvfølgelig er nødvendige at have med i budgettet. Hun var godt forberedt med farveprint af vores grund og et hus i korrekt målestoksforhold, som kunne placeres forskellige steder på grunden.

Da vi så gik ind ved siden af i deres showroom og begyndte at vælge materialer, kunne vi godt fornemme, at alle deres standardvalg var nogle vi havde lyst til at opgradere, og dermed begyndte den samlede pris at stige. Vi undrede os over, at væghængte toiletter ikke var en del af standardpakken. Standardpakken var også med tæpper i stue og værelser og glasvæv på væggene istedet for filt. Så den billige startpris løb hurtigt deropad, når man begyndte at lave tilvalg. HusCompagniet havde ikke Velfac vinduer eller unidrain afløb - noget som vi gerne vil have i vores kommende hus.

Eurodan var en positiv oplevelse, da vi kunne få de materialer vi gerne ville have (pånær Danfoss anlæg) men sælgeren lyttede bare ikke rigtig til os under vores samtale. Han havde en salgstale og nogle punkter han skulle beskrive, men uden at fornemme, at ikke alle punkter var nødvendige, fordi vi i forvejen havde talt med 2 andre byggefirmaer.


Vi endte med at vælge Lasse Larsen, fordi de præsenterede deres byggeri på en måde, så vi blev overbeviste om, at det var kvalitetsbyggeri. Grundprisen indeholdt desuden Velfac 200 energy 3 lagsruder, omfangsdræn, isolering inde på loftet helt op til taget (gavlene), unidrain afløb mv. Vindueskarmene bliver lavet i beton og ikke en træplade hvor samlingerne vil revne på et tidspunkt.

Nogle af disse materialer blev vi dog kun tilbudt, fordi Lasse Larsen kørte en 40 års fødselsdagskampagne. Men det var jo blot heldigt for os ;-)

torsdag den 30. april 2015

Jordbundsundersøgelse og nedsivningstest d. 30 april - foretaget af Geosyd

Geosyd lavede 3 boringer og 1 nedsivningstest. Da de skulle bore i baghaven var der for smalt til at de kunne komme igennem med boremaskinen, så de kom igen med et håndbor. Der var ingen overraskelser i forhold til jordbunden og vi vidste på forhånd, at det var lerjord, så nedsivningen er ringe. Men så kunne vi få tilbud på ekstrafundering og faskine, som man skal have i Tårnby Kommune for at holde regnvand fra husets tag på egen grund.

Indhente tilbud fra nedrivningsfirmaer april 2015

I løbet af april tog vi kontakt til flere forskellige nedrivningsfirmaer for at indhente tilbud. De lå alle i omegnen af 100.000 kr inkl. moms, men vi valgte AK Nedrivning da Lasse Larsen anbefalede dem, og da man fik lidt mere med i deres tilbud. En ting vi blev gjort opmærksom på er, at der udover denne pris, også er udgifter forbundet med at få bortskaffet miljøfarligt byggeaffald.

AK Nedrivning sendte Jonas fra Screenflex, der tog prøver af maling, vinduer, fliseklæb mv. og lavede en rapport over, hvad der skulle bortskaffes som farligt affald. AK Nedrivning gav en pris på hvad de skulle have for at bortskaffe det og vi valgte selv at fjerne noget af det for at spare penge (i alt sparede vi 11.750 kr) Vi skulle selv anmelde dette affald til Tårnby Kommune ved at udfylde div. blanketter og få anvist et sted, vi kunne aflevere det. Det tog noget tid og nogle telefonsamtaler, og selvfølgelig tiden, der blev brugt på at fjerne affaldet, men det var nemme penge at spare.

Vi anmeldte termoruder i 3 døre, eternitplader på husets nordlige sokkel (fordi de kunne indeholde asbest) samt indvendigt træværk (fodpaneler, gerigter, vindueskarme) til Tårnby Kommune og fik følgende anvisning om, hvor vi kunne bortskaffe det:

Termoruder indeholdende PCB, anvises til ARCs genbrugspladser eller til forbrænding på NORD, Nyborg. Malet træværk indeholdende PCB og bly over grænseværdien for forurenet affald anvises til forbrænding på ARC, Kraftværksvej, København. Affaldet kan også afleveres på ARCs genbrugspladser. Asbestholdigt affald anvises til deponi på AV-Miljø, Hvidovre. Affaldet kan også afleveres på ARCs genbrugspladser.

Det vil sige, at vi kunne køre disse 3 typer affald på Kirstinehøj Genbrugsplads i Tårnby Kommune (selvfølgelig i de dertil indrettede containere). Vi tog billeder af affaldet, mens det blev smidt ud på genbrugspladsen (som dokumentation for at vi havde afleveret det korrekt).

fredag den 10. april 2015

Hvem er vi

Vi er en famile bestående af Kim og Lina og vores to døtre: Kamille på 3 år og Frida på 6 år. Vi har i mere end 2 år ønsket os at bygge nyt hus i Pilegårdskvarteret i Tårnby og nu er det lykkedes os at købe en grund at bygge på.

Så blev vi grundejere 10. april 2015

Efter et par nervepirrende dage med overvejelser om, om vi skulle byde over prisen og i så fald, hvor meget vi skulle byde over udbudsprisen på 2.200.000 kr, besluttede vi at byde 50.000 kr over og det lykkedes os at få grunden.

Forud for dette var en del andre åbent-hus arrangementer i Pilegårdskvarteret, hvoraf nogle fremhæves herunder.

Den første byggegrund vi kiggede på var på Ingstrups Alle i september 2013. Den var på 1156 m2 og sat til 2.495.000. Vi bød 2.100.000 men det ville sælger ikke gå med til - den blev senere solgt til 2.100.000 kr.

I starten af februar 2014 fik vi en mail fra Uffe (Home) som tilbød os en grund på Ryumgårdsvej til 1.795.000 kr. Vi var ude at se den og takkede nej pga. Ryumgårdsvej velvidende, at vi nok ikke fik sådan et tilbud igen (uden om nettet og direkte henvendt til os).

Så var der en anden grund til salg på Ilbro Alle i februar 2014, som vi var interesserede i, men den var kun 587 m2 stor, hvilket ikke er meget, når bebyggelsesprocenten er 25 af grundens areal.

I slutningen af marts 2014 kørte vi ad Nørholm Alle på vej hjem til Linas far og så et tilsalg skilt. Huset var endnu ikke på nettet, men Lina gik hen og ringede på døren for at spørge til prisen - desværre 2.500.000, hvilket var for meget i forhold til at skulle rive huset ned og bygge nyt. Rigtig god beliggenhed - tæt på skolen. Vi bød 2.200.000 kr men det gik sælger ikke med til.

I midten af april 2014 gentog det samme sig på Give Allé 20, hvor der stod et tilsalg skilt udenfor. Huset var ikke på nettet endnu, så vi ringede straks til mægleren og fik huset fremvist. Det blev så huset, som vi købte for at bo i (ikke rive ned) :-) Udbudsprisen var 3.295.000 kr og vi fik det for 3.265.000 kr.

Vi overtog huset 1. juli 2014 og flyttede ind d. 20. i samme måned (total hedebølge så det var rigtig hårdt at flytte ting ned fra 4. sal). Kim og jeg bar selv det hele ned, mens Linas far holdt vagt nede på gaden. Vi lejede en gratis trailer hos Bilka. Derefter 3 ugers sommerferie som viste sig at være godt placeret, så vi kunne komme på plads i det nye uden at skulle på arbejde samtidigt og uden at skulle køre børn i BH + VS på Frederiksberg. Skulle dog også lige nå istandsættelse af lejlighed på Frb +  1 uges ferie i Ellinge Lyng.