torsdag den 30. april 2015

Indhente tilbud fra nedrivningsfirmaer april 2015

I løbet af april tog vi kontakt til flere forskellige nedrivningsfirmaer for at indhente tilbud. De lå alle i omegnen af 100.000 kr inkl. moms, men vi valgte AK Nedrivning da Lasse Larsen anbefalede dem, og da man fik lidt mere med i deres tilbud. En ting vi blev gjort opmærksom på er, at der udover denne pris, også er udgifter forbundet med at få bortskaffet miljøfarligt byggeaffald.

AK Nedrivning sendte Jonas fra Screenflex, der tog prøver af maling, vinduer, fliseklæb mv. og lavede en rapport over, hvad der skulle bortskaffes som farligt affald. AK Nedrivning gav en pris på hvad de skulle have for at bortskaffe det og vi valgte selv at fjerne noget af det for at spare penge (i alt sparede vi 11.750 kr) Vi skulle selv anmelde dette affald til Tårnby Kommune ved at udfylde div. blanketter og få anvist et sted, vi kunne aflevere det. Det tog noget tid og nogle telefonsamtaler, og selvfølgelig tiden, der blev brugt på at fjerne affaldet, men det var nemme penge at spare.

Vi anmeldte termoruder i 3 døre, eternitplader på husets nordlige sokkel (fordi de kunne indeholde asbest) samt indvendigt træværk (fodpaneler, gerigter, vindueskarme) til Tårnby Kommune og fik følgende anvisning om, hvor vi kunne bortskaffe det:

Termoruder indeholdende PCB, anvises til ARCs genbrugspladser eller til forbrænding på NORD, Nyborg. Malet træværk indeholdende PCB og bly over grænseværdien for forurenet affald anvises til forbrænding på ARC, Kraftværksvej, København. Affaldet kan også afleveres på ARCs genbrugspladser. Asbestholdigt affald anvises til deponi på AV-Miljø, Hvidovre. Affaldet kan også afleveres på ARCs genbrugspladser.

Det vil sige, at vi kunne køre disse 3 typer affald på Kirstinehøj Genbrugsplads i Tårnby Kommune (selvfølgelig i de dertil indrettede containere). Vi tog billeder af affaldet, mens det blev smidt ud på genbrugspladsen (som dokumentation for at vi havde afleveret det korrekt).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar